Om at løfte hinanden.

Er der noget vi kvinder er skide gode til, så er det at sige, at vi har hinandens ryg. Er der noget vi er endnu bedre til, så er det fanme at give slip og lade hinanden falde. Det sker alle steder – og også på tidspunkter hvor vi tror vi er empowering, og hvor vi tænker at vi gør noget godt for fællesskabet.

Et eksempel er den bølge af kropspositivitet der ruller ind over Instagram for tiden (også hos mig). Hvis man smider et billede op af sin uperfekte krop – den er måske overvægtig eller fuld af appelsinhud, så kan man være sikker på at midt i alle de komplimenter der flyver afsted, så vil der også implicit eller meget tydeligt blive sendt et budskab der nogenlunde lyder: “Det er da også bedre at have *indsæt selv noget med deller, appelsinhud, skæve tænder eller korte ben* end at være sådan en tynd og perfekt model-type, for det er der jo ingen der vil have!”.  Vi er så skide gode til at shame hinanden, og det skal vi fanme til at lade være med!

Et andet eksempel som jeg også er godt træt af, er at blogger er blevet et skældsord. Jeg har simpelthen hørt så mange tale nedladende om bloggere og influencere. “Men du kan da ikke sammenligne bloggere med hvordan vi taler om hinandens kroppe, Camilla!“. Jo, det kan jeg faktisk godt. For selvom situationerne er vidt forskellige, så er reaktionerne på shaming fanme de samme! Man bliver ked af det, usikker, og man mister modet. Jeg er ikke sikker på jeg kan kalde mig for hverken blogger eller influent. Jeg ved ikke om der er en form for regel om hvornår man kan kalde sig nogle af delene. Jeg ved bare at jeg har holdt igen længe (ikke at jeg gør det nu altså – der er skruet op), fordi jeg ikke turde kaste mig ud i at være influencer af ren og skær frygt for at blive udskammet for det. Det er både folk jeg kender og folk jeg ikke kender – ja alle har sgu da en holdning til om det er et rigtigt job, eller om man er lidt en taber eller meget en taber. “Influencere er så opmærksomhedskrævende“. Øh ja? Du får det til at lyde som om det er noget dårligt.

Selvfølgelig er vi opmærksomhedskrævende. Det er jo os selv der er omdrejningspunktet for vores business (eller vores hobby hvis du hellere vil kalde det en hobby). Jeg ELSKER sgu da opmærksomheden. Hvorfor skulle jeg dog ellers være så meget på hele tiden? Det er ikke en dårlig ting, det er bare en del af den jeg er.

Jeg har valgt at bryde fri af frygten for hvad folk tænker om mig, når jeg smider noget på instagram eller på bloggen. Jeg gør lige hvad der passer mig, og helt ærligt – hvis du synes bloggere eller influencere er forfærdelige, så er det sgu nok fordi du følger de forkerte! Jeg ved med sikkerhed, at jeg gør en ægte og oprigtig forskel for mange kvinder når jeg åbner op, for det siger den respons jeg får jo med al tydelighed. Heldigvis er de tætteste mennesker i mit liv enten totalt vilde med de ting jeg smider op, eller helt og aldeles ligeglade. Jeg tror måske også de har forstået, at jeg bare er sådan, og de kan lige så godt bare lade det svæve videre – jeg stopper sgu ikke for nogen.

Og derfor har jeg også igår skålet et samarbejde ind med den sødeste og sjoveste kvinde (mbennike på Instagram). Vi har hver især vores arbejde, så det er vel ikke forkert at vores samarbejde lige nu er en hobby (så det har du tilladelse til at kalde det, indtil jeg siger noget andet), men vi har SÅ mange ting i ærmet. Ting der skal løfte den enkelte kvinde, lære os at løfte hinanden og give plads til forskellighed. Vi taler ikke bare opslag på instagram og bloggen (men også det) – vi går fanme hele vejen, og I kan godt glæde jer. Vi har budskaber som de fleste af jer kan relatere til (fuck det – I kan allesammen relatere). Hvis I synes det er fedt på min instagram, så glæd jer endnu mere til alle de ting vi skal tale om. Og hvis I synes jeg er nice, så synes I også at søde Marie er det.

Når barslen ender og hverdagen begynder.

“Fuck. Så ligger jeg her og tuder på den grimme måde, med hulk og hævede, røde øjne. Fordi jeg kom til at tænke på, at jeg har sidste barselsdag imorgen. Og så er det mandag, og Samuel skal i vuggestue. Jeg fatter ikke hvor det her år blev af, og jeg har bare lyst til at blive hjemme med ham for evigt. Lige nu kan jeg bare slet ikke have det, heller ikke selvom jeg ved det nok skal blive godt. Det er så pisse ambivalent, for jeg glæder mig jo til den frihed det i sidste ende giver, at komme ud på den anden side, men jeg har bare slet ikke lyst lige nu. Overhovedet. Og det var også bare fordi jeg kom til at lytte til noget Spice Girls. De tricker åbenbart noget i mig, for nu tuder jeg, og jeg er virkelig ynkelig. Og jeg har bare lyst til at holde Samuel tæt, og aldrig aflevere ham til nogen, uanset hvor søde de så er.”

To dage før Samuel starter i vuggestue, skriver jeg dette på Instagram. Når jeg læser det, kan jeg med det samme genkalde følelsen hvor smerten endte helt ude i fingerspidserne og hjertet var helt knust. Tanken om at skulle skilles ad, at barslen var forbi og den tid aldrig ville komme igen, den var bare altopslugende. Jeg ved godt at det ikke er sådan for alle, og at det kan virke en kende dramatisk, når jeg lige maler et billede af, at det var så rædselsfuldt. Men det var min virkelighed. Jeg havde fysisk og psykisk ondt i dagene op til vuggestuestart. Jeg ønskede ikke at aflevere mit barn til en gruppe pædagoger med dårlige arbejdsforhold, for uanset hvor dygtige og passionerede de er i deres arbejde, ændrer det ikke på at de, ligesom mange andre offentligt ansatte, arbejder under rigtig tarvelige forhold. Det går også ud over børnene. Og det skulle til at gå ud over mit barn.

Det fylder rigtig meget på Instagram lige nu, at man jo bare kan gå hjemme med sine børn. Det virkede simpelthen så provokerende på mig (… det gør det stadig) da min barsel sluttede, for det samfund vi lever i, leder bestemt ikke i en retning hvor en husholdning bare lige kan hive en voksen ud af arbejdsmarkedet. Det er idioti at tro, at alle bare lige kan opsige deres dyre bredbånd, skrue ned for streamingtjenester og køre tilbudsjagt og så kan økonomien bare lige bære det. Det er ikke alles virkelighed, og det er faktisk en helt forfærdelig følelse, at skulle ende sin barsel og så samtidig konfronteres med: “du kan jo bare gå hjemme så. I må jo bare ofre noget andet.”

Jeg græd i timevis den aften da jeg skrev det på Instagram. Og jeg tror det var ét af de første billeder jeg lagde op, som fik over 100 likes. Det var relaterbart og råt. Og det var vist også første gang jeg skrev at noget gjorde så ondt, og det kunne nok mærkes. Mit hjerte var i tusinde stykker, og tanken om studiestart var forfærdelig.

Nu er det over et halvt år siden jeg lå og græd så voldsomt. Der er stadig dage hvor jeg kæmper, men det er egentlig ikke længere fordi jeg savner barslen. Tiden efter barslen er hård, fordi man skal finde sig selv. Der er mange identitetsskift som kvinde. Gravid, barslende nybagt mor og så tilbage til at være én der godt kan gå rundt på gaden uden hverken gravid mave eller barnevogn. Det er enormt meget identitet i maven og i barnevognen. Og man skal vænne sig til “bare at være alene” igen. Jeg synes det værste ved at barslen er slut, det er hverdagen. Det tiltaler mig ikke ét splitsekund at de timer jeg bruger med ungerne, er de timer hvor jeg selv er brugt og ikke har overskud. Jeg har bestemt affundet mig med at barslen er forbi, men det er fanme hårdt herude på den anden side. Og derfor må man gerne mærke sorg når barslen slutter. For uanset hvordan vi vender og drejer det, så kommer den tid aldrig igen. Den tid hvor der var tid til børnene, og hvor man kunne bruge sin energi på ungerne og ikke på arbejdet.

Til gengæld vil jeg sige at jeg har rigtig mange fede oplevelser med studiet nu, og jeg begynder at nyde min egen tid og at kunne aflevere Samuel i vuggestuen, som trods arbejdsvilkår er verdens bedste, uden at have ondt i maven over det. Det er hårdt på den anden side. Men det er også godt. Det er noget helt andet end barsel, men det er også godt.

Hvis du har ondt i hjertet fordi din barsel snart er slut, så skal du vide at du ikke er alene. Og det er okay at være ulykkelig, vred og bange. Det kan være svært at grave noget naturligt frem ved en situation hvor man afleverer sit barn til fremmede, for at tage på arbejde. Der er intet naturligt ved det, og det er derfor det kan mærkes. Det bliver godt igen, og du bliver glad igen. I promise!

Ja jeg er tyk. Men jeg må også godt være her.

For en uge siden postede jeg et billede på Instagram, omkring samfundets forventninger til en kvinde når hun har født. Så skal der trænes og spises sundt, for kroppen skal jo stå knivskarpt igen. Jeg tror at der med al sandsynlighed sidder mange barslende kvinder ude i landet, som stresser helt vildt over deres kroppe – frem for at give sig selv lov at nyde barslen og det lille menneske de skal lære at kende. Bevares, der er bestemt også kvinder som nyder at komme tilbage i form, og det er jo ikke sådan en enten/eller mentalitet. Jeg postede mest af alt indlægget for at sige: Du er god nok som du er, og du skal ikke gøre noget du ikke har lyst eller overskud til. Dette gør sig selvfølgelig (!) gældende om du er nybagt mor eller ej.

Som altid, når en overvægtig siger fra overfor en samfundsnorm der dikterer at man skal se ud på en særlig måde, for at være god nok eller bare lige siger: “Hey, jeg må altså også godt være her!”, kommer kommentaren: “Men det er jo ikke sundt at være overvægtig. Det skal du lige huske“. Det er næsten som om, at hvis tykke mennesker ikke responderer korrekt på at få at vide at deres overvægt gør dem grimme, forkerte og mindre værd, så iføres de samfundsøkonomiske briller, og så skal vi have at vide at vi er usunde og koster samfundet kassen.

Ok. Og her bliver det så rigtig spændende, for man kan ikke argumentere sig ud af den kommentar når man er overvægtig. Det koster også samfundet mange penge at skulle behandle ekstremsport-udøvere og rygere. Jeg kan i teorien også leve et helt liv, betale skat og aldrig blive syg, imens det sundeste menneske kan rammes af alvorlig sygdom og skulle igennem en pissedyr behandling. Risiko er risiko – ikke sikkerhed. Men det kan man ikke bruge som argument når man er tyk, for så er det bare en dårlig undskyldning. I virkeligheden tror jeg også det er de færreste der sådan ægte og oprigtigt går og er bekymrede for hvad det koster samfundet (for så skal du også holde dig fra smøger, alkohol, at køre bil, spise kød, trække vejret osv osv osv), men det virker lidt som om, at det bare partout skal lykkes, at få en overvægtig til at forstå, at vedkommende bestemt ikke passer ind.

Jeg kunne også skrive en hel masse om arv og miljø – eksempelvis var der jo et program (endnu et af de dér programmer der får massiv omtale, men som kun kræver en halv hjernecelle for at forstå, at det er et latterligt koncept) med Mascha Vang og ham dér Fetterlein der lige skulle vise hvor nemt man kunne tabe sig, såfremt man tog et halv kilos penge på. Arv og miljø venner. Hvis træning og sund kost er noget man er flasket op med eller bare har en interesse for, ja så kan man tale om NEMT. Ellers nej.

Jeg er så skide træt af, at man ikke bare kan få lov at være, uden at skulle høre for det. Er man for tynd eller for tyk, så skal man gøre noget ved det, og hvis ikke man gør noget ved det, så skal man have dårlig samvittighed.

Nej, nej og NEJ! Du skal gøre med din krop og med dit liv som DU har lyst til. Og andre skal lære at vi alle er forskellige, og at intet er så sort/hvidt, at man da bare lige kan tage sig sammen og tabe sig, tage på, få sig et job, stoppe med at ryge eller have en spiseforstyrrelse. Hvis alting var så nemt og ligetil, så havde der jo ingen problemer været.

Jeg ønsker på nuværende tidspunkt ikke at tabe mig. Jeg har ikke lysten, energien og overskuddet, og så kan jeg faktisk godt lide mig selv og min krop. Derfor vælger jeg at acceptere den som den er. Ikke at elske hver en del af den – men acceptere den! Og det beder jeg også jer andre om at gøre. Acceptér forskellighed, og giv plads til os der ikke passer ind. Også selvom vi fylder lidt mere.

 

Om at starte en blog

Jeg har talt lidt på instagram, om det her med at ville andet og mere i livet, end det jeg allerede foretager mig. Jeg bruger instagram enormt meget, og tænker det er en skide god platform, når man gerne vil skrive og nå ud til nogen – med noget. Men når man taler så meget som jeg gør, så er en blog også bare en formidabel idé.

Jeg aner jo stadig ikke hvad jeg skal finde på. Lige nu studerer jeg jo, og det stopper jeg ikke med, før jeg er færdiguddannet altså. Og så skal jeg arbejde.

Lige pt. flyder instagram over med power quotes og “du kan gøre lige hvad du vil, når du vil det” eller “du er den eneste der holder dig tilbage!”. Det er i og for sig ikke forkert, men jeg har iført mig fornuft-brillen, og tænker nu egentlig ikke at jeg vil springe ud i at være selvstændig, uden at have en indkomst. Der er jo lige det med de to børn, og at man vel også gerne vil leve godt. Det er i hvert fald sådan jeg prioriterer. Det eneste jeg ved er, at jeg ikke har det godt med en hverdag som almindelig arbejder (det lød måske lidt forkælet – jeg vil bare være selvstændig, ikke dronning), for jeg bruger al min energi i samme hamsterhjul hver dag, og kommer så hjem uden overskud til min familie. Så jo, jeg vil bruge min uddannelse, men på sigt ikke sådan på den klassiske måde. Det er i hvert fald planen lige nu – alt kan jo ændre sig, livet er foranderligt. Siges det. Målet for mig er, at jeg skal elske mandag lige så meget som fredag. Så der er noget at leve op til, og meget der skal gøres.

Så hvorfor bloggen? Fordi det er endnu en platform jeg kan bruge til, ja hvad end det nu bliver jeg vil gøre. Jeg elsker at skrive, og nogle gange har jeg mere at sige, end den smule spalteplads Instagram tilbyder. Den gamle blog var til mit gamle jeg. Hende der var alene med sin lille søn, og som havde meget at sige om det. Jeg troede jeg var færdig med at blogge – men jeg var bare færdig med lige præcis den blog. Og nu må vi så se, hvad denne har at byde på.