Ja jeg er tyk. Men jeg må også godt være her.

For en uge siden postede jeg et billede på Instagram, omkring samfundets forventninger til en kvinde når hun har født. Så skal der trænes og spises sundt, for kroppen skal jo stå knivskarpt igen. Jeg tror at der med al sandsynlighed sidder mange barslende kvinder ude i landet, som stresser helt vildt over deres kroppe – frem for at give sig selv lov at nyde barslen og det lille menneske de skal lære at kende. Bevares, der er bestemt også kvinder som nyder at komme tilbage i form, og det er jo ikke sådan en enten/eller mentalitet. Jeg postede mest af alt indlægget for at sige: Du er god nok som du er, og du skal ikke gøre noget du ikke har lyst eller overskud til. Dette gør sig selvfølgelig (!) gældende om du er nybagt mor eller ej.

Som altid, når en overvægtig siger fra overfor en samfundsnorm der dikterer at man skal se ud på en særlig måde, for at være god nok eller bare lige siger: “Hey, jeg må altså også godt være her!”, kommer kommentaren: “Men det er jo ikke sundt at være overvægtig. Det skal du lige huske“. Det er næsten som om, at hvis tykke mennesker ikke responderer korrekt på at få at vide at deres overvægt gør dem grimme, forkerte og mindre værd, så iføres de samfundsøkonomiske briller, og så skal vi have at vide at vi er usunde og koster samfundet kassen.

Ok. Og her bliver det så rigtig spændende, for man kan ikke argumentere sig ud af den kommentar når man er overvægtig. Det koster også samfundet mange penge at skulle behandle ekstremsport-udøvere og rygere. Jeg kan i teorien også leve et helt liv, betale skat og aldrig blive syg, imens det sundeste menneske kan rammes af alvorlig sygdom og skulle igennem en pissedyr behandling. Risiko er risiko – ikke sikkerhed. Men det kan man ikke bruge som argument når man er tyk, for så er det bare en dårlig undskyldning. I virkeligheden tror jeg også det er de færreste der sådan ægte og oprigtigt går og er bekymrede for hvad det koster samfundet (for så skal du også holde dig fra smøger, alkohol, at køre bil, spise kød, trække vejret osv osv osv), men det virker lidt som om, at det bare partout skal lykkes, at få en overvægtig til at forstå, at vedkommende bestemt ikke passer ind.

Jeg kunne også skrive en hel masse om arv og miljø – eksempelvis var der jo et program (endnu et af de dér programmer der får massiv omtale, men som kun kræver en halv hjernecelle for at forstå, at det er et latterligt koncept) med Mascha Vang og ham dér Fetterlein der lige skulle vise hvor nemt man kunne tabe sig, såfremt man tog et halv kilos penge på. Arv og miljø venner. Hvis træning og sund kost er noget man er flasket op med eller bare har en interesse for, ja så kan man tale om NEMT. Ellers nej.

Jeg er så skide træt af, at man ikke bare kan få lov at være, uden at skulle høre for det. Er man for tynd eller for tyk, så skal man gøre noget ved det, og hvis ikke man gør noget ved det, så skal man have dårlig samvittighed.

Nej, nej og NEJ! Du skal gøre med din krop og med dit liv som DU har lyst til. Og andre skal lære at vi alle er forskellige, og at intet er så sort/hvidt, at man da bare lige kan tage sig sammen og tabe sig, tage på, få sig et job, stoppe med at ryge eller have en spiseforstyrrelse. Hvis alting var så nemt og ligetil, så havde der jo ingen problemer været.

Jeg ønsker på nuværende tidspunkt ikke at tabe mig. Jeg har ikke lysten, energien og overskuddet, og så kan jeg faktisk godt lide mig selv og min krop. Derfor vælger jeg at acceptere den som den er. Ikke at elske hver en del af den – men acceptere den! Og det beder jeg også jer andre om at gøre. Acceptér forskellighed, og giv plads til os der ikke passer ind. Også selvom vi fylder lidt mere.

 

Om at starte en blog

Jeg har talt lidt på instagram, om det her med at ville andet og mere i livet, end det jeg allerede foretager mig. Jeg bruger instagram enormt meget, og tænker det er en skide god platform, når man gerne vil skrive og nå ud til nogen – med noget. Men når man taler så meget som jeg gør, så er en blog også bare en formidabel idé.

Jeg aner jo stadig ikke hvad jeg skal finde på. Lige nu studerer jeg jo, og det stopper jeg ikke med, før jeg er færdiguddannet altså. Og så skal jeg arbejde.

Lige pt. flyder instagram over med power quotes og “du kan gøre lige hvad du vil, når du vil det” eller “du er den eneste der holder dig tilbage!”. Det er i og for sig ikke forkert, men jeg har iført mig fornuft-brillen, og tænker nu egentlig ikke at jeg vil springe ud i at være selvstændig, uden at have en indkomst. Der er jo lige det med de to børn, og at man vel også gerne vil leve godt. Det er i hvert fald sådan jeg prioriterer. Det eneste jeg ved er, at jeg ikke har det godt med en hverdag som almindelig arbejder (det lød måske lidt forkælet – jeg vil bare være selvstændig, ikke dronning), for jeg bruger al min energi i samme hamsterhjul hver dag, og kommer så hjem uden overskud til min familie. Så jo, jeg vil bruge min uddannelse, men på sigt ikke sådan på den klassiske måde. Det er i hvert fald planen lige nu – alt kan jo ændre sig, livet er foranderligt. Siges det. Målet for mig er, at jeg skal elske mandag lige så meget som fredag. Så der er noget at leve op til, og meget der skal gøres.

Så hvorfor bloggen? Fordi det er endnu en platform jeg kan bruge til, ja hvad end det nu bliver jeg vil gøre. Jeg elsker at skrive, og nogle gange har jeg mere at sige, end den smule spalteplads Instagram tilbyder. Den gamle blog var til mit gamle jeg. Hende der var alene med sin lille søn, og som havde meget at sige om det. Jeg troede jeg var færdig med at blogge – men jeg var bare færdig med lige præcis den blog. Og nu må vi så se, hvad denne har at byde på.