Om at starte en blog

Ja jeg er tyk. Men jeg må også godt være her.

For en uge siden postede jeg et billede på Instagram, omkring samfundets forventninger til en kvinde når hun har født. Så skal der trænes og spises sundt, for kroppen skal jo stå knivskarpt igen. Jeg tror at der med al sandsynlighed sidder mange barslende kvinder ude i landet, som stresser helt vildt over deres kroppe – frem for at give sig selv lov at nyde barslen og det lille menneske de skal lære at kende. Bevares, der er bestemt også kvinder som nyder at komme tilbage i form, og det er jo ikke sådan en enten/eller mentalitet. Jeg postede mest af alt indlægget for at sige: Du er god nok som du er, og du skal ikke gøre noget du ikke har lyst eller overskud til. Dette gør sig selvfølgelig (!) gældende om du er nybagt mor eller ej.

Som altid, når en overvægtig siger fra overfor en samfundsnorm der dikterer at man skal se ud på en særlig måde, for at være god nok eller bare lige siger: “Hey, jeg må altså også godt være her!”, kommer kommentaren: “Men det er jo ikke sundt at være overvægtig. Det skal du lige huske“. Det er næsten som om, at hvis tykke mennesker ikke responderer korrekt på at få at vide at deres overvægt gør dem grimme, forkerte og mindre værd, så iføres de samfundsøkonomiske briller, og så skal vi have at vide at vi er usunde og koster samfundet kassen.

Ok. Og her bliver det så rigtig spændende, for man kan ikke argumentere sig ud af den kommentar når man er overvægtig. Det koster også samfundet mange penge at skulle behandle ekstremsport-udøvere og rygere. Jeg kan i teorien også leve et helt liv, betale skat og aldrig blive syg, imens det sundeste menneske kan rammes af alvorlig sygdom og skulle igennem en pissedyr behandling. Risiko er risiko – ikke sikkerhed. Men det kan man ikke bruge som argument når man er tyk, for så er det bare en dårlig undskyldning. I virkeligheden tror jeg også det er de færreste der sådan ægte og oprigtigt går og er bekymrede for hvad det koster samfundet (for så skal du også holde dig fra smøger, alkohol, at køre bil, spise kød, trække vejret osv osv osv), men det virker lidt som om, at det bare partout skal lykkes, at få en overvægtig til at forstå, at vedkommende bestemt ikke passer ind.

Jeg kunne også skrive en hel masse om arv og miljø – eksempelvis var der jo et program (endnu et af de dér programmer der får massiv omtale, men som kun kræver en halv hjernecelle for at forstå, at det er et latterligt koncept) med Mascha Vang og ham dér Fetterlein der lige skulle vise hvor nemt man kunne tabe sig, såfremt man tog et halv kilos penge på. Arv og miljø venner. Hvis træning og sund kost er noget man er flasket op med eller bare har en interesse for, ja så kan man tale om NEMT. Ellers nej.

Jeg er så skide træt af, at man ikke bare kan få lov at være, uden at skulle høre for det. Er man for tynd eller for tyk, så skal man gøre noget ved det, og hvis ikke man gør noget ved det, så skal man have dårlig samvittighed.

Nej, nej og NEJ! Du skal gøre med din krop og med dit liv som DU har lyst til. Og andre skal lære at vi alle er forskellige, og at intet er så sort/hvidt, at man da bare lige kan tage sig sammen og tabe sig, tage på, få sig et job, stoppe med at ryge eller have en spiseforstyrrelse. Hvis alting var så nemt og ligetil, så havde der jo ingen problemer været.

Jeg ønsker på nuværende tidspunkt ikke at tabe mig. Jeg har ikke lysten, energien og overskuddet, og så kan jeg faktisk godt lide mig selv og min krop. Derfor vælger jeg at acceptere den som den er. Ikke at elske hver en del af den – men acceptere den! Og det beder jeg også jer andre om at gøre. Acceptér forskellighed, og giv plads til os der ikke passer ind. Også selvom vi fylder lidt mere.

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Om at starte en blog