Ja jeg er tyk. Men jeg må også godt være her.

Når barslen ender og hverdagen begynder.

“Fuck. Så ligger jeg her og tuder på den grimme måde, med hulk og hævede, røde øjne. Fordi jeg kom til at tænke på, at jeg har sidste barselsdag imorgen. Og så er det mandag, og Samuel skal i vuggestue. Jeg fatter ikke hvor det her år blev af, og jeg har bare lyst til at blive hjemme med ham for evigt. Lige nu kan jeg bare slet ikke have det, heller ikke selvom jeg ved det nok skal blive godt. Det er så pisse ambivalent, for jeg glæder mig jo til den frihed det i sidste ende giver, at komme ud på den anden side, men jeg har bare slet ikke lyst lige nu. Overhovedet. Og det var også bare fordi jeg kom til at lytte til noget Spice Girls. De tricker åbenbart noget i mig, for nu tuder jeg, og jeg er virkelig ynkelig. Og jeg har bare lyst til at holde Samuel tæt, og aldrig aflevere ham til nogen, uanset hvor søde de så er.”

To dage før Samuel starter i vuggestue, skriver jeg dette på Instagram. Når jeg læser det, kan jeg med det samme genkalde følelsen hvor smerten endte helt ude i fingerspidserne og hjertet var helt knust. Tanken om at skulle skilles ad, at barslen var forbi og den tid aldrig ville komme igen, den var bare altopslugende. Jeg ved godt at det ikke er sådan for alle, og at det kan virke en kende dramatisk, når jeg lige maler et billede af, at det var så rædselsfuldt. Men det var min virkelighed. Jeg havde fysisk og psykisk ondt i dagene op til vuggestuestart. Jeg ønskede ikke at aflevere mit barn til en gruppe pædagoger med dårlige arbejdsforhold, for uanset hvor dygtige og passionerede de er i deres arbejde, ændrer det ikke på at de, ligesom mange andre offentligt ansatte, arbejder under rigtig tarvelige forhold. Det går også ud over børnene. Og det skulle til at gå ud over mit barn.

Det fylder rigtig meget på Instagram lige nu, at man jo bare kan gå hjemme med sine børn. Det virkede simpelthen så provokerende på mig (… det gør det stadig) da min barsel sluttede, for det samfund vi lever i, leder bestemt ikke i en retning hvor en husholdning bare lige kan hive en voksen ud af arbejdsmarkedet. Det er idioti at tro, at alle bare lige kan opsige deres dyre bredbånd, skrue ned for streamingtjenester og køre tilbudsjagt og så kan økonomien bare lige bære det. Det er ikke alles virkelighed, og det er faktisk en helt forfærdelig følelse, at skulle ende sin barsel og så samtidig konfronteres med: “du kan jo bare gå hjemme så. I må jo bare ofre noget andet.”

Jeg græd i timevis den aften da jeg skrev det på Instagram. Og jeg tror det var ét af de første billeder jeg lagde op, som fik over 100 likes. Det var relaterbart og råt. Og det var vist også første gang jeg skrev at noget gjorde så ondt, og det kunne nok mærkes. Mit hjerte var i tusinde stykker, og tanken om studiestart var forfærdelig.

Nu er det over et halvt år siden jeg lå og græd så voldsomt. Der er stadig dage hvor jeg kæmper, men det er egentlig ikke længere fordi jeg savner barslen. Tiden efter barslen er hård, fordi man skal finde sig selv. Der er mange identitetsskift som kvinde. Gravid, barslende nybagt mor og så tilbage til at være én der godt kan gå rundt på gaden uden hverken gravid mave eller barnevogn. Det er enormt meget identitet i maven og i barnevognen. Og man skal vænne sig til “bare at være alene” igen. Jeg synes det værste ved at barslen er slut, det er hverdagen. Det tiltaler mig ikke ét splitsekund at de timer jeg bruger med ungerne, er de timer hvor jeg selv er brugt og ikke har overskud. Jeg har bestemt affundet mig med at barslen er forbi, men det er fanme hårdt herude på den anden side. Og derfor må man gerne mærke sorg når barslen slutter. For uanset hvordan vi vender og drejer det, så kommer den tid aldrig igen. Den tid hvor der var tid til børnene, og hvor man kunne bruge sin energi på ungerne og ikke på arbejdet.

Til gengæld vil jeg sige at jeg har rigtig mange fede oplevelser med studiet nu, og jeg begynder at nyde min egen tid og at kunne aflevere Samuel i vuggestuen, som trods arbejdsvilkår er verdens bedste, uden at have ondt i maven over det. Det er hårdt på den anden side. Men det er også godt. Det er noget helt andet end barsel, men det er også godt.

Hvis du har ondt i hjertet fordi din barsel snart er slut, så skal du vide at du ikke er alene. Og det er okay at være ulykkelig, vred og bange. Det kan være svært at grave noget naturligt frem ved en situation hvor man afleverer sit barn til fremmede, for at tage på arbejde. Der er intet naturligt ved det, og det er derfor det kan mærkes. Det bliver godt igen, og du bliver glad igen. I promise!

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ja jeg er tyk. Men jeg må også godt være her.