Sygeplejerske eller?

Om 9 måneder-ish, går jeg til min sidste eksamen på uddannelsen, og kan dermed kalde mig for sygeplejerske. Det er en ret vild følelse.

Flere af jer, særligt jer der også læser til sygeplejerske, har efterspurgt et indlæg omkring mine drømme omkring fremtiden, sådan angående job. Hvad vil jeg gerne arbejde med – inden for hvilket felt i sygeplejen? Sandheden er, at det faktisk overhovedet ikke tiltaler mig, at skulle ud at arbejde som sygeplejerske. Ikke sådan fast altså. Det bliver jeg under alle omstændigheder nødt til rent økonomisk lige når jeg er færdig med studiet, og det er også okay. Jeg elsker faget, og jeg elsker at lære nyt, at gøre en forskel og have den viden jeg har. Det er faktisk et pisse vildt fag, og jeg ELSKER simpelthen at jeg kan de ting jeg kan, og har de kompetencer jeg har. Og helt ideelt for mig, ville være at arbejde som sygeplejerske på meget nedsat tid. Gerne bare et par gange om ugen – og så måske på sigt overhovedet ikke.

Jeg har aldrig befundet mig særlig godt i det der hverdags hamsterhjul, hvor dagene bare forsvinder, og hvor man reelt ikke har det store overskud til sin familie og til det man synes er sjovt at lave i fritiden. Jeg synes det er skide sjovt at tage billeder, redigere, skrive, lave blogindlæg, stories på instagram og alt muligt i den boldgade. Typisk blogger kan man vel sige. Og jeg har tænkt mig at mit arbejdsliv skal være en god kombination af dét og så at være sygeplejerske. For mig har det altid været sådan, at der var arbejde – og så var der det sjove ved siden af. Men jeg er bare kommet frem til, at jeg simpelthen ikke gider spilde mit liv på den måde. Mit arbejde skal være sjovt også. Og det er ikke fordi jeg ikke har det sjovt som sygeplejerske – bevares, man kommer sgu hele følelsesregistret rundt i det arbejde. Men hverdagen i at have et almindeligt arbejde – eller endnu værre som sygeplejerske med skiftende vagter hele tiden, det synes jeg ikke er sjovt. Det er drænende og mandag er en øv-dag.

Jeg har en masse bolde i luften lige nu, som bare venter på at blive grebet lige så snart jeg er færdig i min sidste praktik og overskuddet til mere vender tilbage. For det er nemlig det der er i det – når jeg i praktik, så har jeg nærmest ikke overskud til noget ved siden af. Gider det ikke. Det er ikke det liv jeg skal leve.

Livet skal være sjovt – det må også gerne være sjovt at tjene penge. Hvis jeg føler mig drænet i praktikperioder, så forventer jeg ikke at føle det meget anderledes som færdiguddannet. Derfor er det et noget vagt svar i virkeligheden, til jer der ønskede at vide hvad jeg gerne vil efter endt uddannelse. Jeg ved præcis hvad jeg ikke vil. Hvad jeg sådan helt vil, det må tiden så til gengæld vise. Jeg ved bare, at jeg skal være glad i maven. At jeg skal have det med mandag som jeg har det med alle andre dage. De er bare dage.

 

Om at løfte hinanden.

Er der noget vi kvinder er skide gode til, så er det at sige, at vi har hinandens ryg. Er der noget vi er endnu bedre til, så er det fanme at give slip og lade hinanden falde. Det sker alle steder – og også på tidspunkter hvor vi tror vi er empowering, og hvor vi tænker at vi gør noget godt for fællesskabet.

Et eksempel er den bølge af kropspositivitet der ruller ind over Instagram for tiden (også hos mig). Hvis man smider et billede op af sin uperfekte krop – den er måske overvægtig eller fuld af appelsinhud, så kan man være sikker på at midt i alle de komplimenter der flyver afsted, så vil der også implicit eller meget tydeligt blive sendt et budskab der nogenlunde lyder: “Det er da også bedre at have *indsæt selv noget med deller, appelsinhud, skæve tænder eller korte ben* end at være sådan en tynd og perfekt model-type, for det er der jo ingen der vil have!”.  Vi er så skide gode til at shame hinanden, og det skal vi fanme til at lade være med!

Et andet eksempel som jeg også er godt træt af, er at blogger er blevet et skældsord. Jeg har simpelthen hørt så mange tale nedladende om bloggere og influencere. “Men du kan da ikke sammenligne bloggere med hvordan vi taler om hinandens kroppe, Camilla!“. Jo, det kan jeg faktisk godt. For selvom situationerne er vidt forskellige, så er reaktionerne på shaming fanme de samme! Man bliver ked af det, usikker, og man mister modet. Jeg er ikke sikker på jeg kan kalde mig for hverken blogger eller influent. Jeg ved ikke om der er en form for regel om hvornår man kan kalde sig nogle af delene. Jeg ved bare at jeg har holdt igen længe (ikke at jeg gør det nu altså – der er skruet op), fordi jeg ikke turde kaste mig ud i at være influencer af ren og skær frygt for at blive udskammet for det. Det er både folk jeg kender og folk jeg ikke kender – ja alle har sgu da en holdning til om det er et rigtigt job, eller om man er lidt en taber eller meget en taber. “Influencere er så opmærksomhedskrævende“. Øh ja? Du får det til at lyde som om det er noget dårligt.

Selvfølgelig er vi opmærksomhedskrævende. Det er jo os selv der er omdrejningspunktet for vores business (eller vores hobby hvis du hellere vil kalde det en hobby). Jeg ELSKER sgu da opmærksomheden. Hvorfor skulle jeg dog ellers være så meget på hele tiden? Det er ikke en dårlig ting, det er bare en del af den jeg er.

Jeg har valgt at bryde fri af frygten for hvad folk tænker om mig, når jeg smider noget på instagram eller på bloggen. Jeg gør lige hvad der passer mig, og helt ærligt – hvis du synes bloggere eller influencere er forfærdelige, så er det sgu nok fordi du følger de forkerte! Jeg ved med sikkerhed, at jeg gør en ægte og oprigtig forskel for mange kvinder når jeg åbner op, for det siger den respons jeg får jo med al tydelighed. Heldigvis er de tætteste mennesker i mit liv enten totalt vilde med de ting jeg smider op, eller helt og aldeles ligeglade. Jeg tror måske også de har forstået, at jeg bare er sådan, og de kan lige så godt bare lade det svæve videre – jeg stopper sgu ikke for nogen.

Og derfor har jeg også igår skålet et samarbejde ind med den sødeste og sjoveste kvinde (mbennike på Instagram). Vi har hver især vores arbejde, så det er vel ikke forkert at vores samarbejde lige nu er en hobby (så det har du tilladelse til at kalde det, indtil jeg siger noget andet), men vi har SÅ mange ting i ærmet. Ting der skal løfte den enkelte kvinde, lære os at løfte hinanden og give plads til forskellighed. Vi taler ikke bare opslag på instagram og bloggen (men også det) – vi går fanme hele vejen, og I kan godt glæde jer. Vi har budskaber som de fleste af jer kan relatere til (fuck det – I kan allesammen relatere). Hvis I synes det er fedt på min instagram, så glæd jer endnu mere til alle de ting vi skal tale om. Og hvis I synes jeg er nice, så synes I også at søde Marie er det.

Om at starte en blog

Jeg har talt lidt på instagram, om det her med at ville andet og mere i livet, end det jeg allerede foretager mig. Jeg bruger instagram enormt meget, og tænker det er en skide god platform, når man gerne vil skrive og nå ud til nogen – med noget. Men når man taler så meget som jeg gør, så er en blog også bare en formidabel idé.

Jeg aner jo stadig ikke hvad jeg skal finde på. Lige nu studerer jeg jo, og det stopper jeg ikke med, før jeg er færdiguddannet altså. Og så skal jeg arbejde.

Lige pt. flyder instagram over med power quotes og “du kan gøre lige hvad du vil, når du vil det” eller “du er den eneste der holder dig tilbage!”. Det er i og for sig ikke forkert, men jeg har iført mig fornuft-brillen, og tænker nu egentlig ikke at jeg vil springe ud i at være selvstændig, uden at have en indkomst. Der er jo lige det med de to børn, og at man vel også gerne vil leve godt. Det er i hvert fald sådan jeg prioriterer. Det eneste jeg ved er, at jeg ikke har det godt med en hverdag som almindelig arbejder (det lød måske lidt forkælet – jeg vil bare være selvstændig, ikke dronning), for jeg bruger al min energi i samme hamsterhjul hver dag, og kommer så hjem uden overskud til min familie. Så jo, jeg vil bruge min uddannelse, men på sigt ikke sådan på den klassiske måde. Det er i hvert fald planen lige nu – alt kan jo ændre sig, livet er foranderligt. Siges det. Målet for mig er, at jeg skal elske mandag lige så meget som fredag. Så der er noget at leve op til, og meget der skal gøres.

Så hvorfor bloggen? Fordi det er endnu en platform jeg kan bruge til, ja hvad end det nu bliver jeg vil gøre. Jeg elsker at skrive, og nogle gange har jeg mere at sige, end den smule spalteplads Instagram tilbyder. Den gamle blog var til mit gamle jeg. Hende der var alene med sin lille søn, og som havde meget at sige om det. Jeg troede jeg var færdig med at blogge – men jeg var bare færdig med lige præcis den blog. Og nu må vi så se, hvad denne har at byde på.