Om udskamning og privilegier

Tidligere idag, skrev jeg et opslag på Instagram omkring et andet opslag jeg havde læst (vældig meta). Opslaget jeg stødte på, var fra en kvinde der var en kende træt af, at det kun var de overvægtige der blev kaldt modige når de lagde billeder op af deres kroppe, og at hun følte at de slanke kvinder blev gjort til skurke, fordi de var slanke. Hun postede et billede af sin egen krop, og syntes faktisk det var lidt fladt, at responsen og jublen efterhånden er større når det ikke er en “perfekt” krop der vises frem. Det her bliver ikke en fortælling om en ond, slank insta-skurk der ville have opmærksomhed for hendes perfekte krop. Jeg vil gerne fortælle lidt om det med privilegier, og om samfundsnormer der kommer nogen mennesker til gode.

Vi kan allesammen være kede af den krop vi bor i. Det er ikke en ret som kun de overvægtige (eller undervægtige, ej at forglemme) har. Selvom man i samfundets øjne er udstyret med den perfekte krop, kan man sagtens have det ad helvedes til. Det anerkender jeg fuldt ud. På alle måder.

Men. For der er et men. Når man er slank, er man i samfundets øjne et ideal der bør følges. Man er smuk, sund, naturlig, sexet. Perfekt. Når samfundet har det sådan med dig, så er du priviligeret. Også selvom du måske hader din krop, og synes du har bananpatter eller en alt for flad røv. Du bliver stadig anset som værende normal. Du passer ind. Du kan købe tøj i alle forretninger, du kan købe junkfood og slik uden dømmende blikke. Du kan gå på stranden i bikini, og ingen vil lægge mærke til det (bortset fra at nogen selvfølgelig vil tænke at du er lækker). Hvis du går til lægen med en skavank, vil du ikke som det første blive bedt om at tabe dig eller tage på. Du kan bare få lov at være.

For de overvægtige, eller stærkt undervægtige, er sagen en anden. De bliver ikke kigget på med respekt eller forståelse. De bliver ikke anset for at være normale, sunde, naturlige og et ideal. Det er forkert at være tyk eller alt for tynd. Det er perfekt at være normal. Hvis du undrer dig over hvad der så er normalt, skal du bare kigge på de kroppe der er plastret til på busser, stoppesteder, i magasiner, på internettet, i fjernsynet und so weiter. Som stærkt undervægtig kan du gå i børnetøjsafdelinger og købe tøj. Som stærkt overvægtig kan du, med lidt held, skrabe noget der ikke ligner et blomstret telt op i en specialforretning. Og ellers må du shoppe online.

Har du nogensinde læst de kommentarer overvægtige kvinder får i debatter, blandt andet på facebook? Som overvægtig betragtes man ikke engang altid som et normalt tænkende menneske. Det gør man hvis man er normalvægtig. Så jo, at have den normale krop, den perfekte krop. Det kommer med privilegier, om man vil det eller ej. Men jeg oplever at mange kvinder med slanke kroppe, ikke helt forstår det. Faktum er bare, at samfundet har din ryg når du er slank. Det er et privilegium som mange ikke har – endnu. Det er lettere at opnå en selvaccept når samfundet står bag dig med jublende tilråb. Det er fanme svært at kæmpe både med sin egen negative selvfølelse, og så oven i hatten den udskamning der konstant foregår i samfundet. Derfor er det et privilegium at være slank. Også selvom det ikke betyder, at man er lykkelig i sin krop.

Du kan have det af helvedes til i din slanke krop, og du kan have det fantastisk i din overvægtige krop. Selvaccepten sidder ikke i vores fedtdepoter, og hvordan vi ser ud, afspejler ikke nødvendigvis hvordan vi har det inden i. At man ikke bliver hyldet for at dele sin slanke krop på de sociale medier, er ikke et udtryk for at vi ikke ser dig eller anerkender dig. Nej vi HAR set dig. Og din krop, eller den krop du repræsenterer, den har været accepteret meget længe. Ingen tager længere notits af en slank kvinde i bikini eller undertøj, for vi ser det hele tiden. Jeg tror at mange over- eller undervægtige ville elske at kunne gøre det samme, uden at nogen ville tage notits af dem.

Der er mange der er priviligerede uden at opdage det. At være priviligeret betyder ikke, at så skal man være lykkelig. Men man kan være taknemmelig for at man ikke skal deale med dét mere.

At der nu endelig er fokus på andre kroppe end den accepterede krop, er ikke ensbetydende med, at så er man forkert når man er slank. Så det her med at “er det nu kun de overvægtige, de homoseksuelle eller muslimerne man ikke må udskamme”, det skal pakkes væk. Der er ingen der siger at man må udskamme nogen som helst. Men vi er nogen der sidder tilbage med dårligere kort, og det skal der gøres op med. Det betyder ikke at det nu er de tykkes tur til at blive glorificeret, eller at man skal være en overvægtig muslimsk homoseksuel for at kunne begå sig i samfundet. Vi skal allesammen have de samme privilegier. Så kan vi nemlig på lige fod deale med alt det lort vores hjerner er fyldt med.

 

 

Sygeplejerske eller?

Om 9 måneder-ish, går jeg til min sidste eksamen på uddannelsen, og kan dermed kalde mig for sygeplejerske. Det er en ret vild følelse.

Flere af jer, særligt jer der også læser til sygeplejerske, har efterspurgt et indlæg omkring mine drømme omkring fremtiden, sådan angående job. Hvad vil jeg gerne arbejde med – inden for hvilket felt i sygeplejen? Sandheden er, at det faktisk overhovedet ikke tiltaler mig, at skulle ud at arbejde som sygeplejerske. Ikke sådan fast altså. Det bliver jeg under alle omstændigheder nødt til rent økonomisk lige når jeg er færdig med studiet, og det er også okay. Jeg elsker faget, og jeg elsker at lære nyt, at gøre en forskel og have den viden jeg har. Det er faktisk et pisse vildt fag, og jeg ELSKER simpelthen at jeg kan de ting jeg kan, og har de kompetencer jeg har. Og helt ideelt for mig, ville være at arbejde som sygeplejerske på meget nedsat tid. Gerne bare et par gange om ugen – og så måske på sigt overhovedet ikke.

Jeg har aldrig befundet mig særlig godt i det der hverdags hamsterhjul, hvor dagene bare forsvinder, og hvor man reelt ikke har det store overskud til sin familie og til det man synes er sjovt at lave i fritiden. Jeg synes det er skide sjovt at tage billeder, redigere, skrive, lave blogindlæg, stories på instagram og alt muligt i den boldgade. Typisk blogger kan man vel sige. Og jeg har tænkt mig at mit arbejdsliv skal være en god kombination af dét og så at være sygeplejerske. For mig har det altid været sådan, at der var arbejde – og så var der det sjove ved siden af. Men jeg er bare kommet frem til, at jeg simpelthen ikke gider spilde mit liv på den måde. Mit arbejde skal være sjovt også. Og det er ikke fordi jeg ikke har det sjovt som sygeplejerske – bevares, man kommer sgu hele følelsesregistret rundt i det arbejde. Men hverdagen i at have et almindeligt arbejde – eller endnu værre som sygeplejerske med skiftende vagter hele tiden, det synes jeg ikke er sjovt. Det er drænende og mandag er en øv-dag.

Jeg har en masse bolde i luften lige nu, som bare venter på at blive grebet lige så snart jeg er færdig i min sidste praktik og overskuddet til mere vender tilbage. For det er nemlig det der er i det – når jeg i praktik, så har jeg nærmest ikke overskud til noget ved siden af. Gider det ikke. Det er ikke det liv jeg skal leve.

Livet skal være sjovt – det må også gerne være sjovt at tjene penge. Hvis jeg føler mig drænet i praktikperioder, så forventer jeg ikke at føle det meget anderledes som færdiguddannet. Derfor er det et noget vagt svar i virkeligheden, til jer der ønskede at vide hvad jeg gerne vil efter endt uddannelse. Jeg ved præcis hvad jeg ikke vil. Hvad jeg sådan helt vil, det må tiden så til gengæld vise. Jeg ved bare, at jeg skal være glad i maven. At jeg skal have det med mandag som jeg har det med alle andre dage. De er bare dage.

 

Om at løfte hinanden.

Er der noget vi kvinder er skide gode til, så er det at sige, at vi har hinandens ryg. Er der noget vi er endnu bedre til, så er det fanme at give slip og lade hinanden falde. Det sker alle steder – og også på tidspunkter hvor vi tror vi er empowering, og hvor vi tænker at vi gør noget godt for fællesskabet.

Et eksempel er den bølge af kropspositivitet der ruller ind over Instagram for tiden (også hos mig). Hvis man smider et billede op af sin uperfekte krop – den er måske overvægtig eller fuld af appelsinhud, så kan man være sikker på at midt i alle de komplimenter der flyver afsted, så vil der også implicit eller meget tydeligt blive sendt et budskab der nogenlunde lyder: “Det er da også bedre at have *indsæt selv noget med deller, appelsinhud, skæve tænder eller korte ben* end at være sådan en tynd og perfekt model-type, for det er der jo ingen der vil have!”.  Vi er så skide gode til at shame hinanden, og det skal vi fanme til at lade være med!

Et andet eksempel som jeg også er godt træt af, er at blogger er blevet et skældsord. Jeg har simpelthen hørt så mange tale nedladende om bloggere og influencere. “Men du kan da ikke sammenligne bloggere med hvordan vi taler om hinandens kroppe, Camilla!“. Jo, det kan jeg faktisk godt. For selvom situationerne er vidt forskellige, så er reaktionerne på shaming fanme de samme! Man bliver ked af det, usikker, og man mister modet. Jeg er ikke sikker på jeg kan kalde mig for hverken blogger eller influent. Jeg ved ikke om der er en form for regel om hvornår man kan kalde sig nogle af delene. Jeg ved bare at jeg har holdt igen længe (ikke at jeg gør det nu altså – der er skruet op), fordi jeg ikke turde kaste mig ud i at være influencer af ren og skær frygt for at blive udskammet for det. Det er både folk jeg kender og folk jeg ikke kender – ja alle har sgu da en holdning til om det er et rigtigt job, eller om man er lidt en taber eller meget en taber. “Influencere er så opmærksomhedskrævende“. Øh ja? Du får det til at lyde som om det er noget dårligt.

Selvfølgelig er vi opmærksomhedskrævende. Det er jo os selv der er omdrejningspunktet for vores business (eller vores hobby hvis du hellere vil kalde det en hobby). Jeg ELSKER sgu da opmærksomheden. Hvorfor skulle jeg dog ellers være så meget på hele tiden? Det er ikke en dårlig ting, det er bare en del af den jeg er.

Jeg har valgt at bryde fri af frygten for hvad folk tænker om mig, når jeg smider noget på instagram eller på bloggen. Jeg gør lige hvad der passer mig, og helt ærligt – hvis du synes bloggere eller influencere er forfærdelige, så er det sgu nok fordi du følger de forkerte! Jeg ved med sikkerhed, at jeg gør en ægte og oprigtig forskel for mange kvinder når jeg åbner op, for det siger den respons jeg får jo med al tydelighed. Heldigvis er de tætteste mennesker i mit liv enten totalt vilde med de ting jeg smider op, eller helt og aldeles ligeglade. Jeg tror måske også de har forstået, at jeg bare er sådan, og de kan lige så godt bare lade det svæve videre – jeg stopper sgu ikke for nogen.

Og derfor har jeg også igår skålet et samarbejde ind med den sødeste og sjoveste kvinde (mbennike på Instagram). Vi har hver især vores arbejde, så det er vel ikke forkert at vores samarbejde lige nu er en hobby (så det har du tilladelse til at kalde det, indtil jeg siger noget andet), men vi har SÅ mange ting i ærmet. Ting der skal løfte den enkelte kvinde, lære os at løfte hinanden og give plads til forskellighed. Vi taler ikke bare opslag på instagram og bloggen (men også det) – vi går fanme hele vejen, og I kan godt glæde jer. Vi har budskaber som de fleste af jer kan relatere til (fuck det – I kan allesammen relatere). Hvis I synes det er fedt på min instagram, så glæd jer endnu mere til alle de ting vi skal tale om. Og hvis I synes jeg er nice, så synes I også at søde Marie er det.

Om at starte en blog

Jeg har talt lidt på instagram, om det her med at ville andet og mere i livet, end det jeg allerede foretager mig. Jeg bruger instagram enormt meget, og tænker det er en skide god platform, når man gerne vil skrive og nå ud til nogen – med noget. Men når man taler så meget som jeg gør, så er en blog også bare en formidabel idé.

Jeg aner jo stadig ikke hvad jeg skal finde på. Lige nu studerer jeg jo, og det stopper jeg ikke med, før jeg er færdiguddannet altså. Og så skal jeg arbejde.

Lige pt. flyder instagram over med power quotes og “du kan gøre lige hvad du vil, når du vil det” eller “du er den eneste der holder dig tilbage!”. Det er i og for sig ikke forkert, men jeg har iført mig fornuft-brillen, og tænker nu egentlig ikke at jeg vil springe ud i at være selvstændig, uden at have en indkomst. Der er jo lige det med de to børn, og at man vel også gerne vil leve godt. Det er i hvert fald sådan jeg prioriterer. Det eneste jeg ved er, at jeg ikke har det godt med en hverdag som almindelig arbejder (det lød måske lidt forkælet – jeg vil bare være selvstændig, ikke dronning), for jeg bruger al min energi i samme hamsterhjul hver dag, og kommer så hjem uden overskud til min familie. Så jo, jeg vil bruge min uddannelse, men på sigt ikke sådan på den klassiske måde. Det er i hvert fald planen lige nu – alt kan jo ændre sig, livet er foranderligt. Siges det. Målet for mig er, at jeg skal elske mandag lige så meget som fredag. Så der er noget at leve op til, og meget der skal gøres.

Så hvorfor bloggen? Fordi det er endnu en platform jeg kan bruge til, ja hvad end det nu bliver jeg vil gøre. Jeg elsker at skrive, og nogle gange har jeg mere at sige, end den smule spalteplads Instagram tilbyder. Den gamle blog var til mit gamle jeg. Hende der var alene med sin lille søn, og som havde meget at sige om det. Jeg troede jeg var færdig med at blogge – men jeg var bare færdig med lige præcis den blog. Og nu må vi så se, hvad denne har at byde på.