Om udskamning og privilegier

Tidligere idag, skrev jeg et opslag på Instagram omkring et andet opslag jeg havde læst (vældig meta). Opslaget jeg stødte på, var fra en kvinde der var en kende træt af, at det kun var de overvægtige der blev kaldt modige når de lagde billeder op af deres kroppe, og at hun følte at de slanke kvinder blev gjort til skurke, fordi de var slanke. Hun postede et billede af sin egen krop, og syntes faktisk det var lidt fladt, at responsen og jublen efterhånden er større når det ikke er en “perfekt” krop der vises frem. Det her bliver ikke en fortælling om en ond, slank insta-skurk der ville have opmærksomhed for hendes perfekte krop. Jeg vil gerne fortælle lidt om det med privilegier, og om samfundsnormer der kommer nogen mennesker til gode.

Vi kan allesammen være kede af den krop vi bor i. Det er ikke en ret som kun de overvægtige (eller undervægtige, ej at forglemme) har. Selvom man i samfundets øjne er udstyret med den perfekte krop, kan man sagtens have det ad helvedes til. Det anerkender jeg fuldt ud. På alle måder.

Men. For der er et men. Når man er slank, er man i samfundets øjne et ideal der bør følges. Man er smuk, sund, naturlig, sexet. Perfekt. Når samfundet har det sådan med dig, så er du priviligeret. Også selvom du måske hader din krop, og synes du har bananpatter eller en alt for flad røv. Du bliver stadig anset som værende normal. Du passer ind. Du kan købe tøj i alle forretninger, du kan købe junkfood og slik uden dømmende blikke. Du kan gå på stranden i bikini, og ingen vil lægge mærke til det (bortset fra at nogen selvfølgelig vil tænke at du er lækker). Hvis du går til lægen med en skavank, vil du ikke som det første blive bedt om at tabe dig eller tage på. Du kan bare få lov at være.

For de overvægtige, eller stærkt undervægtige, er sagen en anden. De bliver ikke kigget på med respekt eller forståelse. De bliver ikke anset for at være normale, sunde, naturlige og et ideal. Det er forkert at være tyk eller alt for tynd. Det er perfekt at være normal. Hvis du undrer dig over hvad der så er normalt, skal du bare kigge på de kroppe der er plastret til på busser, stoppesteder, i magasiner, på internettet, i fjernsynet und so weiter. Som stærkt undervægtig kan du gå i børnetøjsafdelinger og købe tøj. Som stærkt overvægtig kan du, med lidt held, skrabe noget der ikke ligner et blomstret telt op i en specialforretning. Og ellers må du shoppe online.

Har du nogensinde læst de kommentarer overvægtige kvinder får i debatter, blandt andet på facebook? Som overvægtig betragtes man ikke engang altid som et normalt tænkende menneske. Det gør man hvis man er normalvægtig. Så jo, at have den normale krop, den perfekte krop. Det kommer med privilegier, om man vil det eller ej. Men jeg oplever at mange kvinder med slanke kroppe, ikke helt forstår det. Faktum er bare, at samfundet har din ryg når du er slank. Det er et privilegium som mange ikke har – endnu. Det er lettere at opnå en selvaccept når samfundet står bag dig med jublende tilråb. Det er fanme svært at kæmpe både med sin egen negative selvfølelse, og så oven i hatten den udskamning der konstant foregår i samfundet. Derfor er det et privilegium at være slank. Også selvom det ikke betyder, at man er lykkelig i sin krop.

Du kan have det af helvedes til i din slanke krop, og du kan have det fantastisk i din overvægtige krop. Selvaccepten sidder ikke i vores fedtdepoter, og hvordan vi ser ud, afspejler ikke nødvendigvis hvordan vi har det inden i. At man ikke bliver hyldet for at dele sin slanke krop på de sociale medier, er ikke et udtryk for at vi ikke ser dig eller anerkender dig. Nej vi HAR set dig. Og din krop, eller den krop du repræsenterer, den har været accepteret meget længe. Ingen tager længere notits af en slank kvinde i bikini eller undertøj, for vi ser det hele tiden. Jeg tror at mange over- eller undervægtige ville elske at kunne gøre det samme, uden at nogen ville tage notits af dem.

Der er mange der er priviligerede uden at opdage det. At være priviligeret betyder ikke, at så skal man være lykkelig. Men man kan være taknemmelig for at man ikke skal deale med dét mere.

At der nu endelig er fokus på andre kroppe end den accepterede krop, er ikke ensbetydende med, at så er man forkert når man er slank. Så det her med at “er det nu kun de overvægtige, de homoseksuelle eller muslimerne man ikke må udskamme”, det skal pakkes væk. Der er ingen der siger at man må udskamme nogen som helst. Men vi er nogen der sidder tilbage med dårligere kort, og det skal der gøres op med. Det betyder ikke at det nu er de tykkes tur til at blive glorificeret, eller at man skal være en overvægtig muslimsk homoseksuel for at kunne begå sig i samfundet. Vi skal allesammen have de samme privilegier. Så kan vi nemlig på lige fod deale med alt det lort vores hjerner er fyldt med.

 

 

Når barslen ender og hverdagen begynder.

“Fuck. Så ligger jeg her og tuder på den grimme måde, med hulk og hævede, røde øjne. Fordi jeg kom til at tænke på, at jeg har sidste barselsdag imorgen. Og så er det mandag, og Samuel skal i vuggestue. Jeg fatter ikke hvor det her år blev af, og jeg har bare lyst til at blive hjemme med ham for evigt. Lige nu kan jeg bare slet ikke have det, heller ikke selvom jeg ved det nok skal blive godt. Det er så pisse ambivalent, for jeg glæder mig jo til den frihed det i sidste ende giver, at komme ud på den anden side, men jeg har bare slet ikke lyst lige nu. Overhovedet. Og det var også bare fordi jeg kom til at lytte til noget Spice Girls. De tricker åbenbart noget i mig, for nu tuder jeg, og jeg er virkelig ynkelig. Og jeg har bare lyst til at holde Samuel tæt, og aldrig aflevere ham til nogen, uanset hvor søde de så er.”

To dage før Samuel starter i vuggestue, skriver jeg dette på Instagram. Når jeg læser det, kan jeg med det samme genkalde følelsen hvor smerten endte helt ude i fingerspidserne og hjertet var helt knust. Tanken om at skulle skilles ad, at barslen var forbi og den tid aldrig ville komme igen, den var bare altopslugende. Jeg ved godt at det ikke er sådan for alle, og at det kan virke en kende dramatisk, når jeg lige maler et billede af, at det var så rædselsfuldt. Men det var min virkelighed. Jeg havde fysisk og psykisk ondt i dagene op til vuggestuestart. Jeg ønskede ikke at aflevere mit barn til en gruppe pædagoger med dårlige arbejdsforhold, for uanset hvor dygtige og passionerede de er i deres arbejde, ændrer det ikke på at de, ligesom mange andre offentligt ansatte, arbejder under rigtig tarvelige forhold. Det går også ud over børnene. Og det skulle til at gå ud over mit barn.

Det fylder rigtig meget på Instagram lige nu, at man jo bare kan gå hjemme med sine børn. Det virkede simpelthen så provokerende på mig (… det gør det stadig) da min barsel sluttede, for det samfund vi lever i, leder bestemt ikke i en retning hvor en husholdning bare lige kan hive en voksen ud af arbejdsmarkedet. Det er idioti at tro, at alle bare lige kan opsige deres dyre bredbånd, skrue ned for streamingtjenester og køre tilbudsjagt og så kan økonomien bare lige bære det. Det er ikke alles virkelighed, og det er faktisk en helt forfærdelig følelse, at skulle ende sin barsel og så samtidig konfronteres med: “du kan jo bare gå hjemme så. I må jo bare ofre noget andet.”

Jeg græd i timevis den aften da jeg skrev det på Instagram. Og jeg tror det var ét af de første billeder jeg lagde op, som fik over 100 likes. Det var relaterbart og råt. Og det var vist også første gang jeg skrev at noget gjorde så ondt, og det kunne nok mærkes. Mit hjerte var i tusinde stykker, og tanken om studiestart var forfærdelig.

Nu er det over et halvt år siden jeg lå og græd så voldsomt. Der er stadig dage hvor jeg kæmper, men det er egentlig ikke længere fordi jeg savner barslen. Tiden efter barslen er hård, fordi man skal finde sig selv. Der er mange identitetsskift som kvinde. Gravid, barslende nybagt mor og så tilbage til at være én der godt kan gå rundt på gaden uden hverken gravid mave eller barnevogn. Det er enormt meget identitet i maven og i barnevognen. Og man skal vænne sig til “bare at være alene” igen. Jeg synes det værste ved at barslen er slut, det er hverdagen. Det tiltaler mig ikke ét splitsekund at de timer jeg bruger med ungerne, er de timer hvor jeg selv er brugt og ikke har overskud. Jeg har bestemt affundet mig med at barslen er forbi, men det er fanme hårdt herude på den anden side. Og derfor må man gerne mærke sorg når barslen slutter. For uanset hvordan vi vender og drejer det, så kommer den tid aldrig igen. Den tid hvor der var tid til børnene, og hvor man kunne bruge sin energi på ungerne og ikke på arbejdet.

Til gengæld vil jeg sige at jeg har rigtig mange fede oplevelser med studiet nu, og jeg begynder at nyde min egen tid og at kunne aflevere Samuel i vuggestuen, som trods arbejdsvilkår er verdens bedste, uden at have ondt i maven over det. Det er hårdt på den anden side. Men det er også godt. Det er noget helt andet end barsel, men det er også godt.

Hvis du har ondt i hjertet fordi din barsel snart er slut, så skal du vide at du ikke er alene. Og det er okay at være ulykkelig, vred og bange. Det kan være svært at grave noget naturligt frem ved en situation hvor man afleverer sit barn til fremmede, for at tage på arbejde. Der er intet naturligt ved det, og det er derfor det kan mærkes. Det bliver godt igen, og du bliver glad igen. I promise!

Ja jeg er tyk. Men jeg må også godt være her.

For en uge siden postede jeg et billede på Instagram, omkring samfundets forventninger til en kvinde når hun har født. Så skal der trænes og spises sundt, for kroppen skal jo stå knivskarpt igen. Jeg tror at der med al sandsynlighed sidder mange barslende kvinder ude i landet, som stresser helt vildt over deres kroppe – frem for at give sig selv lov at nyde barslen og det lille menneske de skal lære at kende. Bevares, der er bestemt også kvinder som nyder at komme tilbage i form, og det er jo ikke sådan en enten/eller mentalitet. Jeg postede mest af alt indlægget for at sige: Du er god nok som du er, og du skal ikke gøre noget du ikke har lyst eller overskud til. Dette gør sig selvfølgelig (!) gældende om du er nybagt mor eller ej.

Som altid, når en overvægtig siger fra overfor en samfundsnorm der dikterer at man skal se ud på en særlig måde, for at være god nok eller bare lige siger: “Hey, jeg må altså også godt være her!”, kommer kommentaren: “Men det er jo ikke sundt at være overvægtig. Det skal du lige huske“. Det er næsten som om, at hvis tykke mennesker ikke responderer korrekt på at få at vide at deres overvægt gør dem grimme, forkerte og mindre værd, så iføres de samfundsøkonomiske briller, og så skal vi have at vide at vi er usunde og koster samfundet kassen.

Ok. Og her bliver det så rigtig spændende, for man kan ikke argumentere sig ud af den kommentar når man er overvægtig. Det koster også samfundet mange penge at skulle behandle ekstremsport-udøvere og rygere. Jeg kan i teorien også leve et helt liv, betale skat og aldrig blive syg, imens det sundeste menneske kan rammes af alvorlig sygdom og skulle igennem en pissedyr behandling. Risiko er risiko – ikke sikkerhed. Men det kan man ikke bruge som argument når man er tyk, for så er det bare en dårlig undskyldning. I virkeligheden tror jeg også det er de færreste der sådan ægte og oprigtigt går og er bekymrede for hvad det koster samfundet (for så skal du også holde dig fra smøger, alkohol, at køre bil, spise kød, trække vejret osv osv osv), men det virker lidt som om, at det bare partout skal lykkes, at få en overvægtig til at forstå, at vedkommende bestemt ikke passer ind.

Jeg kunne også skrive en hel masse om arv og miljø – eksempelvis var der jo et program (endnu et af de dér programmer der får massiv omtale, men som kun kræver en halv hjernecelle for at forstå, at det er et latterligt koncept) med Mascha Vang og ham dér Fetterlein der lige skulle vise hvor nemt man kunne tabe sig, såfremt man tog et halv kilos penge på. Arv og miljø venner. Hvis træning og sund kost er noget man er flasket op med eller bare har en interesse for, ja så kan man tale om NEMT. Ellers nej.

Jeg er så skide træt af, at man ikke bare kan få lov at være, uden at skulle høre for det. Er man for tynd eller for tyk, så skal man gøre noget ved det, og hvis ikke man gør noget ved det, så skal man have dårlig samvittighed.

Nej, nej og NEJ! Du skal gøre med din krop og med dit liv som DU har lyst til. Og andre skal lære at vi alle er forskellige, og at intet er så sort/hvidt, at man da bare lige kan tage sig sammen og tabe sig, tage på, få sig et job, stoppe med at ryge eller have en spiseforstyrrelse. Hvis alting var så nemt og ligetil, så havde der jo ingen problemer været.

Jeg ønsker på nuværende tidspunkt ikke at tabe mig. Jeg har ikke lysten, energien og overskuddet, og så kan jeg faktisk godt lide mig selv og min krop. Derfor vælger jeg at acceptere den som den er. Ikke at elske hver en del af den – men acceptere den! Og det beder jeg også jer andre om at gøre. Acceptér forskellighed, og giv plads til os der ikke passer ind. Også selvom vi fylder lidt mere.